Tekst: , i Prax­is Pi­e­ta­tis Mel­i­ca, tredje utgave, av , 1648 (Nun ruh­en alle Wälder); , 1683.

Tone: Inns­bruck, , 1490, ut­gitt 1539; til­pass­et og har­mo­ni­sert av .


Nu hviler Mark og Enge, Hver gaar til sine Senge,
Nu sover alle Mand,
Men du, min Sjæl og Tunge, Op, op, I skal udsjunge,
Hvad eders Skaber tækkes kan!

Hvor er nu Solen søde? Ak, monne Natten støde
Dig bort, som Lyset bar;
Jeg veed mig vel en anden, Min Jesus, Frelsermanden,
Han skinner i mit Hjerte klar!

Nu just som Dagen endes, De gyldne Stjerner sendes
I Himlens høie Sal,
Saa skal jeg ogsaa prange I Lys, naar jeg skal gange
Til Gud fra denne Jammerdal.

Til Sengen nu jeg træder, Aflægger Sko og Klæder,
Saa sker ved Døden sidst—
Jeg kaster Klæder mine, Men Jesus for sin Pine
Mig skjænker Ærens Klæde hist.

Mit Hoved, Fødder, Hænder, De glædes at sig ender
Det Stræv, jeg stod udi,
Sjæl, glæd dig! snart er kommen Den Stund, fra Useldommen
Og al din Strid du vorder fri!

Saa gak, I trætte Lemmer, I Jesu Navn og næmmer
Hvor Hvilen den er sød!
Der kommer Tid og Stunder, Man ogsaa eder under
En liden Seng i Jordens Skjød.

Nu mine øine lukkes, Og Sans og Samling slukkes,
Hvor bli’r da Liv og Sjæl?
Tag dem udi din Naade, Vær god for al min Vaade,
Du Øie over Israel!


| Tysk